Formule 1 Beaune – Bourgogne
Anmeldelse af hotel :
Vi havde brug for en overnatning til fire personer (2 værelser) på vej til Sydfrankrig og valgte derfor ud fra prisen et af Formule 1 hotellerne, der bl.a. ligger langs de franske motorveje. Prisen på 32 Euro (ca. 240 kr.) pr. værelse og morgenmad til 3,90 Euro (ca. 30 kr.) pr. person var meget billigt, så vi var forberedt på, at der var tale om discount.
Værelserne, der ikke var specielt store, var til 3 personer og havde håndvask og tv. Medbring evt. håndsæbe, dusch, shampoo og egne håndklæder, da hotellets var meget små.
Toilet og bad var på gangen og skulle deles af 8 værelser. Alt var pænt og rent – især toiletterne, der blev automatisk ordnet efter hvert besøg. Helt fint, men det gav dog en tendens til kødannelse (især om morgenen), når ventetiden mellem hvert toiletbesøg var på ca. 3 minutter.
Hotellet var fuldt booket, så det gav lidt “banegårdsagtige” tilstande til morgenmaden, da morgenmadsområdet (ikke restaurant) ikke var særligt stort. Morgenmaden var dog udmærket.
Værelser kan bestilles på www.formule1hotel.com fra 3 måneder før ankomst. Vi var dog tidligere ude og bestilte pr. fax med efterfølgende bekræftelse på mail.
Vi giver hotellet 3 “stjerner” alene ud fra prisen og beliggenheden tæt ved motorvejen. Det er velegnet til en enkelt overnatning, men vi vil ikke anbefale til længere ophold.
Anmeldelse af område :
Beaune, der ligger et par kilometer fra hotellet, er bl.a. kendt for Hospice de Beune, der før i tiden fungerede som hospital for det fattige. Hospice de Beaune er især specielt med sit meget flotte tag.
Vi havde ikke så meget tid, så vi gik lidt rundt i den hyggelige by, der har mange flotte bygninger. Vi spiste aftensmad på en fortovsrestaurant i gågaden.
Det er bestemt en by, vi gerne vil kigge lidt nærmere på en anden gang.
Per Andersen er administrerende direktør og stifter af PA Medier. Siden år 2000 har Per specialiseret sig i formidling af finansielle tjenester, herunder bl.a. lån, tv-pakker, bredbånd/telefoni og A-kasser. Han har udviklet og administreret en række websites på tværs af flere lande, med hovedfokus på det danske marked. Gennem hans ledelse og fokus på organisk vækst gennem artikler, har PA Medier etableret sig som en fast aktør inden for digital formidling i Danmark.
Denne artikel er skrevet af Per Andersen