Occidental Allegro Playa Dorada Hotel

Occidental Allegro Playa Dorada Hotel

Occidental Allegro Playa Dorada Hotel

Om rejseanmeldelsen
Hotel: Allegro
Anmeldt af: Berit 39 år fra Roskilde
Anmeldelse fra år: 2005

Anmeldelse af hotel:

Hotellet ligger direkte på stranden, og værelserne er med eller uden balkon/terrasse og med udsigt mod omgivelse, pool eller strand. Hotellet har 2 pools en direkte ud til stranden med boblebad og bar i poolen, aktivitetspoolen, og en lidt tilbagetrukket, stillepoolen. Der er en buffet restaurant og 3 a la carte restauranter, en italiensk, en mexikansk restaurant og et steakhouse samt en pool-snackbar/grill og flere barer alt sammen betalt hjemmefra, da det er all inklusive. Det indebærer desuden forskellige aktiviteter så som beachvolley, ridetur, boccia, bueskydning, spansk lektioner, vand-aerobic,bordtennis, snorkeludlån, lån af kajak, surfboard oa. Desuden en form for show/underholdning hver aften.
Vi boede i bygning 5 2.sal(øverst) i gode store værelser med højt til loftet og altan med udsigt over bjerge og golfbane. Desuden mod en lille vej, der dog har meget begrænset trafik, da det kun er trafik til og fra hotellerne der kører der samt en del hestevogne, hvilket var rigtig hyggeligt at se og høre på.
Der var en flot udsigt til de Dominikanske alper, samt en smuk solnedgang om aftenen.
Alt i alt et velfungerende, dejligt hotel med god forplejning.

Af positive ting vil jeg fremhæve beliggenhed, meget smukt ved vandet, god glad stemning, hyggelig atmosfære, god mad specielt morgenbuffeten og sceneområdet ud mod havet, hvor det er skønt at sidde og kunne se show, nyde en drink og se ud på vandet. En enkelt aften med fuldmånen der spejlede sig i vandet. Desuden vil jeg fremhæve fællesarealernes skønhed.
Vi foretrak buffet restauranten frem for a la carte restauranterne, dog var den mexikanske ganske god.
Skulle jeg nævne noget negativt, kunne servicen på den italienske restaurant være bedre, der var lang ventetid på både mad og drikke. Desuden var der flere gange for få rigtige glas i buffeten om aftenen, så man måtte drikke af papkrus og de shows der var, vekslede meget i karakter fra rigtig dårligt til virkelig godt, men man er jo ikke tvunget til at se det. Desuden kunne der kæles lidt mere for de drinks der bliver serveret, men dog ikke noget der på nogen måde kan sætte skår i glæden. Jeg savner da allerede en pina colada og en el presidente (god lokal øl) Vi rejste 13 sammen i alderen 10-76 år og vi havde alle en skøn ferie. Vi har boet på dette hotel før(for 4 år siden) og vi vender rigtig gerne tilbage igen.

Anmeldelse af område :

Playa Dorada er et lukket hotelområde med vagter ved indkørsel til området samt ved indgang til de enkelte hoteller. Man føler sig tryg. Området har ca 10 resorths, det hele bygget op om en smuk golfbane. Der er et indkøbscenter med mange gode fristelser og så er der den lange gode Playa Dorada strand med gyldent sand og træer og palmer. Den strækker sig så langt øjet rækker. Det er rimelig roligt vand der er, og så er det dejlig varmt. Men man bør ikke snyde sig selv for at se mere end hotelområder. De fleste steder fra er der udsigt til områdets højeste bjerg Isabelle del Torres.
Ture
JEEPSAFARI
Vi kørte i åben jeep op i bjergene og rundt i det smukke landskab. 1. stop var ved en plantage hvor vi så forskellig tropiske planter og frugter. Vi smagte bla. cacaobønner.
Næste stop ved et typisk dominikansk udendørskøkken, hvor vi kunne prøve at male kaffe samt smage. Man kunne også holde en slange og papegøje. Højdepunktet på turen var vandretur af vandløb ind i junglen og ud til et smukt vandfald. Her kunne man bade, og de modige kunne med guider kravle up ad vandfaldene i flere niveauer og opleve et vandland skabt af naturen selv. Det indebar dog at man skulle være god svømmer og ikke bange for at hoppe ud fra “5 meter klippen”.

PLAYA GRANDE OG GRI GRI LAGUNEN
Heldagstur med bus til Gri Gri lagunen, hvorfra man sejler i speedbåd gennem mangroveskov og et stykke op langs kyste og ind i en llle grotte. Vi så desuden endnu en plantage, med smagsprøver på alle de lækre frugter.
Efter sejlturen køres videre med bus til Playa Grande, en fantastisk flot strand. Her spiste vi frokost og badede og nød det smukke syn. Man skulle passe på de store bølger og stærk understrøm.
CAYO PARADISO (Paradise Island)
Vi kørte i bus mod vest i nogle timer, og kom til en flot kyst, hvorfra vi sejlede godt 10 min med speedbåd ud til øen, en lille krid hvid sandbanke iden bevoksning, men kun med et par palmebladshalvtage. Man har ikke øen for sig selv, men når først man ligger og snorkler i der klareste vand over et af Caribiens største og flotteste koralrev, så føler man at der kun eksisterer de flotte fisk, koraller og en selv i en tidløs, vægtløs og lydløs verden. Min første rigtige snorkling-oplevelse og bestemt ikke den sidste. Det var stort. Vi var på øen 3 timer, hvorefter vi sejlede tilbage til kysten, og spiste frokost under et halvtag ved et lille landsbyhus.

3 fantastiske ture. Vi købte turene i centret i Playa Dorada hos Marysol tours, og kunne så under hele ferien benytte internet gratis hos dem. Vi fik lidt rabat da vi var en gruppe og skulle have 3 ture og prisen er yderst rimelig.
Vi gav 78 dollars pr. person ( de 2 yngste til ½ pris )for alle 3 ture incl. frokost og drikkevare i bussen samt lån af snorkel. Desuden med guide på alle ture og specielle vand guider ved vandfaldet, der styrer klatring ug udspring meget professionelt.