Hotel Garni Garden Malcesine.

Hotel Garni Garden – Malcesine

Hotel Garni Garden

Anmeldelse af hotel :

Hotel Garni Garden Malcesine.

Hotellet er 2 stjernet, men rangerer efter min mening langt højere. Det ligger 2-3km syd for Malcesine i Val de Sogno i 2. række fra Gardasøen lidt op ad skråningen, hvilket giver en fantastisk udsigt over søen fra alle værelser samt fra hotellets egen restaurant terrasse. Desuden ligger det rimelig fredeligt ift. landevejen, der løber ved søen. Der er kun 50 m. til søbreden med strand med småsten, men vejen skal dog passeres først, og den er i dagtiden rimelig befærdet i højsæsonen. Dette kan også besvære udkørslen fra hotellets stejle indkørsel, hvor der dog er sat spejle op til hjælp. Hotellet har egen parkering.

Vi havde lejet en lejlighed for 2-4 personer, hvor vi boede 2 voksne og 2 unge damer 12+14 år. Lejligheden var rummelig og minimalistisk indrettet, med det nødvendige køkkengrej,stort handicapvenligt badeværelse med brusebad og aircond. De 2 værelser i lejligheden var adskilt af skydedøre. Både fra lejligheden og terrassen var der en fantastisk udsigt ud over søen og bjergene. Man kunne ikke få nok af at sidde og kigge.

Der er desuden et skønt beliggende poolanlæg med gratis solstole og parasoller. Det ligger ovenover hotellet, med flot udsigt både fra de forskellige solterrasser og pool. Overalt på hotellet var der pænt, rent og velholdt.

Skønt hotel til rimelig pris, vi gav 4600kr. for 1 uge i højsæsonen for 4 personer.

Anmeldelse af område :

Byen Malcesine er meget hyggelig med små smalle gader, gode shopping muligheder, en hyggelig havn og på toppen pryder borgen det hele, men det bedste er den hyggelige og afslappede stemning. Man får lov at gå i fred og bliver ikke forsøgt hevet ind i restauranter ol. Parkering sker på betalingsparkeringspladser. Selve bykernen er uden biltrafik. Det er muligt at sejle på søen fra Malcesine, enten med lille færge eller man kan som vi gjorde, leje en speedbåd og sejle ud selv. Vi gav 400 kr. for 1 time, og det var det hele værd.

En dag kørte vi Søen rundt, og vi synes at vi boede et af de smukkeste steder, men der er nu mange små hyggelige byer rundt om Gardasøen. Sirmione i syd er flot, men også lidt af et turisthelvede efter vores mening. I det hele taget var vi positivt overraskede over hvor flot der er ved Gardasøen og i særdeleshed Malcesine .

Verona ligger kun 1 times kørsel væk, og vi kørte derind en dag. Fantastisk by. Udover amfiteateret og alle de mange andre smukke gamle bygninger, kan det anbefales at man slår et slag ned omkring ”Julie´s” balkon. Ikke så meget fordi den er så fantastisk at se, men alle kærlighedsbeskederne i porten var meget rørende. Fuldstændig oversået på alle sprog. Så husk en tusch/kuglepen/evt. papir eller nogle havde sågar skrevet på hængelåse og sat dem fast på lågen. Bedst af alt i Verona var den romantiske stemning og byens skønhed.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *